torsdag den 30. november 2017

Mere brok - Yoghurt-udgaven

One more rant - This time Yoghurt.
Not in English either. Is seems that dairy producers in Denmark totally lack ideas. They just look at the shelves in the supermarket and produce ... just the same as everybody else.


     Uglemor kan ikke tåle laktose. Som i virkelig ikke. Hun bliver træt som et helt alderdomshjem, får mavepine og sidder på toilettet resten af dagen. Og det er ikke et glas mælk, der gøre det, heller ikke et halvt, eller et stykke mælkechokolade. Nej det var bare den smule laktose der er i en lille vitaminpille på denne her størrelse: O
     Uglemor elsker yoghurt til morgenmad. Og så er det hun tænker Juhu! der er indtil flere producenter, der er begyndt at lave laktosefri yohgurt. Deriblandt kan nævnes: Thise, Naturmælk, Arla, Valio, og nu senest Engvang. I starten var der kun en enkelt, de havde minimælksyoghurt naturel og med pære/banan. Efterhånden kom der flere til. Sortiment: minimælksyoghurt naturel og med pære/banan. En enkelt skejede ud og fik produceret minimælksyoghurt naturel, med pære/banan og med jordbær. Til gænglæd var det et "helseprodukt" med mindre sukker - og deraf følgende "sund" smag. Øv.
     Altså, hvis jeg var ny på markedet, så ville jeg gå i butikker (eller på hjemmesider)  og se hvad de andre havde. Når jeg så opdagede at de alle sammen solgte minimælksyoghurt naturel og med pære/banan, så vill jeg da ikke tænke "Lad os producere ... Tada - minimælksyoghurt naturel og med pære/banan". Nej, jeg ville finde på noget nyt. Yoghurt med hindbær eller med fersken, eller bare sødmælksyoghurt. 
     Men mejerister i Danmark mangler åbenbart mod og fantasi.

Prøv at se her, hvad man kan i Sverige:
Valio i Sverige



onsdag den 29. november 2017

Åbent brev til Ugleungernes skole.

A rant. There's just too much sport and not enough anything else in the Owlets' extracurricular activities.

- o 0 o -

Kære skole. Nu er det nok.
I går kom Piraten, der går i 5. klasse hjem med et diplom for deltagelse i "Novo Nordisk Kidsvolley skolestævne". Det fik mig til nok engang at tænke over, om det nu er smart, det I gør
Prøv lige at se dette udtog af klassens aktivitetsliste:

5. klasse:
september
Børnestafetløb

september
Tur til Zoo for klassen
oktober
Motionsdag
november
Shoppingtur med klassen
november
Tur til svømmehallen.
december
Klippe-  klistredag (Husk kage)
november
Kidsvolley*
december
Luciaoptog (hele skolen)
marts
Rynkebyløb**
december
Julegudstjeneste (skolen)
maj
Ketsjerdag
januar
Hyggeaften for klassen
juni
Idrætsdag
april
Skolefest for 5. og 6. årgang
uden dato
Præsentation af sportsklubber
maj
Lejrskole
uden dato.
Håndboldstævne

* Tilføjet af mig. Det stod ikke på aktivitetslisten.
* Dette løb er ren afpresning. Barnet skal finde en sponsor, der betaler et forud aftalt beløb pr. kilometer, barnet løber. Det er ligesom med lodsedler forældre og bedsteforældre, der må holde for.

     Det er egentlig ikke fordi jeg har noget imod motion og bevægelse, men sålænge alle arrangementer der er arrangeret af folk udenfor skolen og hvor børnene møder nogen fra andre skoler, handler om sport, så synes jeg der er alvorlig ubalance i tingene. Og det er ikke fordi der ikke findes andre arrangementer, hvor man lægger vagten andre steder. Jeg kender i hvert fald et par stykker, og der er sikkert også både kunst-, male-, fysik-, sprog-, musik-, biblioteks-, og alle mulige andre dage, jeg ikke kender til. Det er altså ikke højere raketvidenskab at arrangere andet end sportsdage.


Her er mine forslag:
Hvad med  Smagens dag: På Smagens Dag sætter vi fokus på smagssansen, og eleverne skal lære at smage. Læreren arrangerer fx en temadag med mange smagsmæssige oplevelser, der vækker smagsløgene. Målet er, at få eleverne til at tænke over, hvad de putter i munden, og hvorfor de gør det.

Hvad med Skovens dag: Skovens Dag er den årlige invitation til danskerne om at se hvad skovbruget laver og hvorfor.
Ideen er at øge danskernes viden om skovbrug, deres glæde ved at bruge skoven og dialog med skovbruget. Der er nemlig et skævt forhold mellem skovbruget og danskerne:
Næsten alle kender og elsker skoven og får nogle af deres bedste oplevelser i skoven. Men næsten ingen kender skovbruget eller ved hvad skovdrift betyder for skovens udseende, naturen, miljøet og skovgæsterne.

Og hvad med Naturens dag: Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser. Formålet er at åbne naturen for børn og deres forældre.
Børn bruger i dag kun halvt så meget tid i naturen, som deres bedsteforældre gjorde, da de var børn. Elektroniske medier og skemalagte aktiviteter dominerer hverdagen og efterlader ikke megen plads til leg og oplevelser i den friske luft. Derfor giver vi hvert år børn og deres familier en anledning til at genopdage naturen.
Naturens Dag afholdes hvert år for familier anden søndag i september og for skoler og institutioner i ugen op til. I 2016 mødte 80.000 danskere op om søndagen, mens 90.000 børn i skoler og institutioner deltog i løbet af ugen.

Med venlig hilsen
     Uglemor

tirsdag den 28. november 2017

Julebrok. Nu med billeder -- A Christmas rant Updated with photos

     I dag var Uglemor på indkøb i den julepyntede by. Bemærk venligst at jeg IKKE siger pænt julepyntede. For det er ikke pænt. Det er bare to store firkanter af lyskæder med en mindre i midten - den lille skal forestille en gave, men det kan ikke ses i mørke. Stiligt, koldt og ikke spor pænt, ingen hyggelige granguirlander eller stjerner eller hjerter. Kun pakker - julens egentlige budskab er klart fra Handelsstandsforeningen. Det handler om forbrug.
Julepynten over gaden  --  "Decorating" the town
       Og så er det altså for tidligt! Det ikke den første december endnu, og så er det først 1. søndag i advent på søndag. Der tændes  byens juletræ. Jeg kommer ikke til festen, for det juletræ er en skændsel for byen og kommunen. Her bor vi i en kommune, der praler af sin smukke natur, Kongernes Nordsjælland og alt det der. Og hvad står der i kommunens største by? Et plastikjuletræ. Det er bare så grimt og pinligt og tåbeligt, at det slet ikke kan udtrykkes i ord.
     Det eneste, jeg håber på, er en ordentlig julestorm, der kan blæse  "træet"  meget langt væk.
     Det er vist ikke længere nogen hemmelighed at Uglemor bor i nærheden af Helsinge. I folkemunde kaldes den Hæslinge, og den gør altså sit for at leve op til navnet.
Plastik-træet. Sponsornavnene sløret med vilje.
The plastic tree. MotherOwl masked the sponsors.

      Her kan I læse om træets første år og om drivkraften bag juletræet af plastik: Penge, selvfølgelig.

     Uglemor kan faktisk godt lide advent. men butikkerne gør indkøb til et nisse-forhindringsløb fra efterårsferien og frem til 23. december, så er det altså så som så med adventshyggen. Hvis nu Uglemor gerne vil skrive julekort, ja så må hun vist i gang med printer og papir, for de kort man kan købe i byen, er enten nissekort eller "Season's Greetings". Ingen af delene har meget med jul at gøre, vel?


     Og på fredag er det så 1. december og der starter nisse-ræset for alvor. Ugleungerne har fået tildelt nissevenner i klasserne, og de skal have gaver – bare små gaver, bevares – men mindst tre gange om ugen, så ingen bliver skuffet.

     Uglemor har lyst til adventshygge, små historier, adventskrans, adventsvindue, Jessetræ og mange andre ting sammen med Ugleungerne. Jeg ville meget hellere passe og pleje vores egne traditioner end at fare småforvirret rundt hver-hveranden morgen efter små ting/kager, der kan bruges til nissevennerne. Men som jeg sagde her, så kan krudtet jo kun bruges én gang.

At skrive dette indlæg har krævet stor selvbeherskelse fra Uglemors side. Bemærk venligst at der kun er ET ord med store bogstaver, ingen kursiveringer eller understregninger, og så har jeg oven i købet holdt måde med udråbstegnene også! 




 This year's Christmas or rather "Let us celebrate Advent and Christmas"-rant. 

MotherOwl is buggered that Santa and his elves have taken  over Christmas. It's impossible to find a Christmas card, as everything is either Santas or Seasonal greetings. The shops in Denmark sells "Christmas" candy, cakes and things from October 10th until December 23rd. MotherOwl totally understand that you can only stand Santas, elves, pine cones, mistletoe and candy canes for so long. But why on Earth not just wait a little longer before decorating the shops? 
Yesterday Mother Owl went shopping in town. The town was dressed for Christmas. Please note that I did NOT say nicely dressed. Because 1) it is not nice!2) it is way too early for Christmas lights - especially ugly ones - on dreary, rainy days.
And the decorations in the town where MotherOwl goes shopping are ugly. Three squares of glittering lights, the smaller one in the middle is a gift - but this can only be seen in daylight - it is symbolic of the shops' take on Christmas. Buy, buy, buy. No hearts or stars or chubby angels, no pine needles or spruce, holly or ivy.
And even though we live in a community renowned for its nature, its proximity to forests, coastlines and farmland, the Christmas tree in my shopping town is made out of plastic! It is no longer a secret, that MotherOwl lives near Helsinge, a town jokingly named Hæslinge (= Uglyville) by its inhabitants. They're really doing a good job of keeping up with the ugliness. 


The coming Friday is December 1st. In school, the Owlets are paired with a class mate - so called nissevenner (elf-friends). They're supposed to give gifts to one another -- small gifts of course -- but three times a week so that no-one gets dissappointed.
MotherOwl loves advent traditions, Jesse tree, our advent window, candles, story-time, baking etc. But her energy are most days eaten up by trying to find gifts for suffering "nissevenner" or small things for party-gifts or wharever pranks the powers-that-be have invented  ... Energy can be used only once, and our own advent preparations are suffering.


Please notice the self restraint used in this post. I've used capitals only ONCE! no italics, and only a meagre allotment of exclamation marks!

lørdag den 25. november 2017

Adventsmarked -- Farmer's Market

    I dag var Uglemor for sidste gang i år Sæbekone på Vejby torvedage. Det var en god dag. Indtil sidste øjeblik var der tvivl om jeg nu ville tage afsted eller blive hjemme. Stort set hver eneste lørdag sommeren igennem har det nemlig været koldt og regnfuldt. Og er der noget hjemmelavede sæber i papirindpakning ikke kan lide, så er det fugt. Men i morges var himmelen høj og blå med små, fine skyer, der var ikke en vind, der rørte sig og græsset var dækket tæt af rim.
     En smukkere novemberdag kunne man ikke ønske sig. Så cykeltaskerne blev pakket med sæbe, salver og staværet. Det var koldt så jeg iførte mig flere lag tøj og uldne vanter. Turen var lidt hård op ad bakkerne til Vejby, men det var så flot.
    Henne på pladsen havde de fleste allerede stillet op. Muren, jeg havde tænkt at benytte til "bord" var dels meget højere, dels overbegroet med efeu. Et venligt menneske lånte mig en kasse til underlag og jeg hentede endnu en i supermarkedet ved siden af. Vi foldede os ud og stillede op. Og vi var forbløffende mange, der lod sig lokke af det flotte vejr, og der var stort set fuldt hele dagen.
    Markedet var åbent fra 11 til 14, men da solen først gik om bag et hus og dernæst ved  13-tiden blev afløst af tåge, blev det meget hurtigt en kold fornøjelse, og jeg var superglad for meget tøj og varme vanter.
     Efter at vi havde pakket sammen - hurtigt! - fingrene blev kolde uden for vanterne, købte jeg et par livsfornødenheder og cyklede hjem. Jeg var ikke nået ret langt, før jeg stoppede og tændte baglygten, der til min store glæde stadig virkede. Den er vist 8 år gammel.
     Hjemme ventede Skribenten med varm the til at tø de stivfrosne uglevinger op med, og vi nød de fra markedet hjembragte lakridssmåkager - de kan anbefales!
     En god afslutning på et ikke så fantastisk markedår.

Sæbekonens sæbestavær. Foto fra høstmarkedet.
The doohickey for standing soaps in. Photo from the Harvest market
MotherOwl has been at a farmer's market as The Soaper today. Until this morning i did not know if I'd be going or not, because every market day throughout summer has been rainy and dreary. And homemade soaps in paper packages do not like moist weather!
But today dawned crisp and clear. Frosty blue skies overhead and frosty lawns under my feet, and not a wind.
Off I went with the thingamajig and a lot of soaps in my saddlebags. Yes I went by bike. The market is around 5 kilometres from the Owlery, no big deal except for the hilly part.
The market was a success, lots of customers and happy people. Only the last hour or so was cold, the sun was now behind some houses and a cold, wet fog came drifting in.
When we reached closing time all hands were clad in mittens and all noses were red from the cold. Packing went super fast, as we had to bare our hands, brr. On my ride home, I stopped and lit the red, built in light on the rear of my bike. Luckily it still worked, it's oh  maybe 8 years old.
At home the Writer greeted the frozen MotherOwl with warm hugs and even hotter tea. We sat down and ate the liquorice cookies MotherOwl brought from the market. They were good.
It was a perfect end to a less than perfect market season.

Sæbekonen fra et tidligere marked.
Uldne kjoler og varme sjaler var nødvendige den 12. august.
The Soaper from earlier this summer. Notice how warmly clad the poor Mother Owl is?
This is August 12th, the hottest part of summer.
 

tirsdag den 21. november 2017

En ny, gammel Blog -- A new, old Blog

Forleden dag var der en World of Warcraft-historie på bloggen her. Uglemor har skrevet flere af den slags, og da de ikke ligger offentligt tilgængeligt, kommer de nu her i små bidder. Hop over til IromManChallenge og læs med. Det er kun på engelsk, for WoW foregår nu engang på det sprog.


Some days ago the blogpost was a piece of World of Warcraft fan art. MotherOwl has been writing more of this, some of it written long ago, some of it in the last few days. But as it in a closed forum, I decided to revive my old blog A year of IronmeanChallenge - a rather misleading title as I have now been at it for 5 years - and put up the stories there. If you want to read jump over to my IromManChallenge and follow the life and death of my IronMen.  

Klagesang i anledning af valget.

Medens vi venter giver Uglemor udtryk for sine bange anelser og almindelige utilfredshed med verden.

A rant while waiting for the results of the local elections. - Only in Danish again.


Natasha får lov til at tale for mig:
Ey Danmark, hvad sker der for dig?
Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage
Ligesom i de gamle dage hvor en spa’e var en s.. YO!
Jeg vil ha’ dig tilbage, ligesom i de gamle dage
Hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente, hvad man sagde
Ey Danmark, jeg savner dig, jeg freaking fucking savner dig
Du skræmmer mig, jeg vil ha' dig tilbage, for jeg græmmer mig!

 
Min verden, hvor er du på vej hen? Det hele er digitalt, u-menneskeligt, måske endda af-menneskeligørende.

Et par små vignetter kan måske vise, hvad jeg mener:
      Ugleungerne skal til tandlægen - well, i gamle dage - tre-fire år siden -  fik vi et postkort, som vi  kunne hænge på køleskabet. Nu får vi et e-brev: "Der er post i din e-boks". Så graver Uglemor nøglekortet frem, logger ind og læser: "Piraten bedes møde til eftersyn hos tandlægen torsdag den 1. kl 10.30". Helt i skoven tid, der er han på tur. Jeg ringer, venter lææænge med pseudo-tolvtonemusik i telefonen, og får endelig fat i en telefonsvarer. Efter at have trykket mig igennem diverse menuer, rendt efter et kort med Piratens personnummer ... osv får jeg endelig en ny tid, selvfølgelig har jeg ikke noget at vælge imellem, men må tage den anden tid, maskinen spytter ud, hvis jeg ikke vi hele møllen igennem igen. Det hele er centraliseret. Hvad blev der mon af den flinke dame på klinikken, der kendte folk, vidste hvem der helst ville have en morgentid og hvem der skulle til fodbold om eftermiddagen, sørgede for at Ugleungerne fik tre sammenhængende tider, så jeg ikke skulle rende hele tiden osv.

     Vi sparer. Allesammen. På alting. Men ikke på almindelige menneskers tid. Uglemor har fået i alt 6 Ugleunger. De to første er født et andet sted. Men de fire sidste er alle født her i vores hyggelige lille by. Med de to første gik jeg til jordemoder i den by, hvor jeg også køber ind, og hvor Ugleungerne går i skole. 5 kilometer væk. Jordemoderen havde to dage om ugen i et lokale i byen. Da Ugleunge nummer 5 var på vej, var jordemoderklinikken sparet væk. Jeg - og alle andre gravide i omegnen - måtte venligst rejse til nærmeste sygehus 20 km borte for at gå til kontrol. Jo, de sparede leje til lokalet. Men samfundsøkonomisk ... Alle de spildte arbejdstimer, al transporten, også af jordemoderen, der boede længere fra hospitalet end fra den lille by.

     Hvad blev der i det hele taget af mennesker? Da jeg arbejdede på en dimsefabrik, havde vi Lasse, der passede telefonen. Han sad i kørestol og var næsten blind. Men han havde en behagelig stemme, han var høflig, og sikke en hukommelse. Det tog ham længe at komme ud og ind af lokalet, så vi var flere, der bare spiste på kontoret sammen med ham.

     Uglemor har slået skulderen. Slemt. Flere gange. Måske er den brækket. Jeg ved det ikke. Jeg har været ved lægen. Flere gange. Fået taget røntgenbilleder, som en anden læge gerne ville se. Men nej. Der er slet ingen billeder, kun en udtalelse fra den, der så de digitale billeder.Jeg kan måske grave noget frem. Hvis jeg logger på med "ikke spor nem-id", roder rundt i diverse mapper, blandt gamle blodprøvesvar og gravidtetsnoter, kan der være, jeg finder noget. Uglemor tænker tilbage til dengang, hun hoppede i minitrompolin og faldt ned og slog nakken! AV! Dengang ringede jeg til lægen, og forklarede at jeg gerne ville låne røntgenbillederne. Et par dage senere gik jeg ned og hentede dem i en stor, brun kuvert. Med den under armen rejste jeg så til København, hvor en sportslæge kiggede på dem. Jeg fik at vide at intet var rigtigt brækket, kun en revne i en knogle. Jeg skulle gå til kiropraktor og blive rettet ud igen.


Øv! - Bah! (21. november)

Da det lader til at Uglemor ikke kan finde på interessante blogindlæg 30 dage i træk eller bare finde ud af at poste indlæg 30 dage i træk, opgives tankerne hermed.



It seems MotherOwl is unable to write 30 iteresting blogposts - or indeed 30 blogposts in a row interesting or not. The NaNoWriMo-challenge is hereby failed.

søndag den 19. november 2017

WoW-Story (19. november)

Dagens historie er skrevet på Engelsk til en World of Warcraft fan-art side - vores gamle Guild-hjemmeside, hvor man blev bedt om at skrive sin spilpersons forhistorie. Den er derfor ikke på dansk.

- o 0 o -

Today's story is a piece of World of Warcraft fan-art. Written for a long dead Guild in WoW, that requested backstories for our in-game characters.

A very young Wingilot on her way to Darnassus, the capital of the elven.

Ishnu'alah elven brethren.

My name is Wingilot -- which means the hidden maid. I was no more than a toddler when my village was annihilated by the wild, tainted furbolgs. Everybody seems to agree that Starbreeze was the first and only village to suffer this fate. I suppose is it because our village was far smaller and there was no survivors to tell the tale, except from me, and I only learned the whole story a short while ago. The village was to the south west in the more desolate parts of Teldrassil, although I can't rightly use that word of my beloved isle.
Among my first memories are the giant shadows of furbolgs on moonlit trees, screams and frightening sounds. The next thing I remember must be years later. An old hunter sat skinning a furbolg body by the fire. He had found me in the ruined village and took me to his hiding place in the southern hills. It seemed a sunlit and nice place to me as a child.
Sometimes in his darker hours he hinted at an unspeakable crime that kept him away from other people. That was the reason he did not live in our village any more. Now that I think about it I realize that I must have been related to him in some way, but I can't start to guess how.
The old hunter, Wilwarinn -- named after the stars, his name means butterfly -- raised me more like a pet than a child. From him I learned how to cook, skin and make clothes, skills he found appropriate for a girl. Later he realized that old age was soon upon him and if he wanted to eat, he had to teach me tracking and hunting. He taught me the tracks of beast and elven, he made a bow for me and made me practise for hours on end until one day he let me shoot at living targets. My first deer was an unforgettable triumph, but even more so my first furbolg only days later.
I was still only a wisp of a girl when he turned ill. In his illness he ranted about unicorns and immortality. He asked me to fetch master Strongoak from the great tree, Aldrassil. I did it even though I nearly fainted from fear, I had never spoken to other people before. After Wilwarinn had died, master Strongoak told me some of the things they talked about. He told me that Wilwarinns crime was that he in the recklessness of youth shot a unicorn, but he found this misdeed fully atoned by his caring for me all those years. He also told me a bit more about my village and the furbolgs.
I took over the old cottage and the owl wich belonged to Wilwarinn. Master Dazalaar in Dolanaar taught me what more was necessary. For many years I lived peacefully in the old hut hunting out furbolgs in the surrounding woods.
In the end curiosity got the better of me and I travelled the world. I met strange and amazing sights, but mostly I kept to myself, not being quite confident around people. Then one late evening in Elwynn Forest, I met a young elven man who were about to be killed by a pack of wolves. My owl and me killed most of the wolves, and the young elf invited me to join a nice group of elven. I was shy at first, but he convinced me. For a time I kept in the background and listened to the older ones, slowly I got a little used to living and talking with other of Elune's creatures. But after some time a spirit of evil spread in the group and it disbanded. After this disillusion, I went back to my beloved Teldrassil. If you have an errand for me, you will find me where the evil gnarlpines gather.

Elun'edorei sisters and brothers.

Wingilot

lørdag den 18. november 2017

TUSAL - 18. november

Kære læsere, hvis nogen af jer nåede at se, at der var kommet en historie, så må I vente til i morgen. For i aften er det nymåne - og det er esnsbetydende med TUSAL ovre hos Daffycat.

- o 0 o -

Dear readers If any of you start to feel confused over the elsewhereness of my Wow story. It just had to wait untlil tomorrow. Because today is the new moon and this meand TUSAL at Daffycat's.


- o 0 💙 0 o -

Denne måned har butd på en del håndarbejde. Græskar, svampe, blade, flere edderkoppespind
som det flotte der og en kjole til den lille ædelsten. Det er bare ikke blevet til så mange ender.
Og måske når jeg at trykke "udgiv" inden midnat. 

- o 0 o -

This month some textile works have been happening. Pumpkins, mushrooms, leaves, more cobwebs like these, and a dress for the LitleGem. But ORTs are spare.
And I just made it in time .. I hope



fredag den 17. november 2017

Broder Antonius - en historie for børn (17. november)

Dagens historie er en fortælling for børn. Broder Antonios historier. Den foregår et eller andet sted i Italien, ikke i Asissi, men et sted der ligner. Det er en ramme for genfortællinger af Fioretti (en række beretninger om Frans af Assisi og hans første brødre) for børn.

 - o 0 o -

 Today's story is the beginning of a children's book. "The tales of Brother Antonio". The setting is an Italian village, not Asissi, but somewhere near. It's an excuse for recounting stories from Fioretti ( the life of St. Francis of Assisi and his early companions) for children. Again I'm so sorry, nothing in English.

 - - - 🐟 - - -

     Klara var sur. Sådan rigtig arrig. Hun sad på en lav mur og bankede hælene ind i muren i takt med en arrig sang. "Dumme mor - dumme far - dumme Mads - dumme, dumme Frans! Dumme by - dumme sted - dumme Nonna!" Det gav et sæt i Klara: "Nej undskyld, det mente jeg ikke. Du er den eneste, der ikke er dum, men hvorfor er du ikke her?" Klara var stadig sur, men nu blev hun også ked af det, Nonna, hendes elskede farmor, var død samme vinter. Og nu var de oven i købet rejst langt væk, godt nok til Nonnas elskede Italien, men hun var jo ikke med. Øv, hvor er det altså kedeligt, og så den dumme lillebror, ham kan man ikke lege med, og Mads er bare i skole hele tiden.
     Pludselig faldt der en skygge over Klara "Hvad er det for nogle sære lyde du laver? sagde skyggen. Klara så op. Foran hende stod der en ung mand i brun dragt. Han havde brune øjne og masser af mørkebrunt, krøllet hår. Klara havde lidt svært ved at forstå hvad han sagde. Han talte nemlig italiensk. "Jeg synger bare," svarede Klara langsomt. Nonna havde jo altid talt italiensk til hende og Mads, men det var stadig svært for hende at tale italiensk, selv efter to måneder i Italien.
     "Nåh, svarede han, det lød altså ikke særligt pænt, synes jeg. Hvad hedder du?
     "Jeg hedder Klara," svarede Klara, "og jeg er 6 år og jeg er sur!"
     "Nå da. Jeg er ikke sur - ikke i dag i hvert fald," svarede den unge mand. "Jeg hedder Antonio, broder Antonio for at være nøjagtig. Jeg er munk, og jeg bor henne i klosteret der ved kirken. Jeg er den yngste munk der, og det kan jeg godt blive lidt sur over af og til. Så bliver man nemlig sat til alt det der ikke er sjovt. Er det også sådan du har det?"
     "Nej," svarede Klara. "Det hele er bare sådan ... øh ... dumt i dag. Mads er i skole, Nonna er død, far skriver, og mor maler, hvis altså ikke de har travlt med Frans eller de skændes med Rosa."
     "Av sikke en masse mennesker," sagde broder Antonio. Lad mig gætte: Rosa er din storesøster, Frans er din lillebror og ... ham med det sære navn er din storebror."
     "Nixen bixen!" sagde Klara og rystede på hovedet. "I hvert fald ikke helt. Mads er ganske rigtigt min storebror. Men det er altså ikke noget sært navn, det er bare dansk, ligesom min sang før, men Rosa er vores sure nabo, hun råber altid af os."



torsdag den 16. november 2017

Fodspor på ruden - 1. kapitel 2. del (16. november)

Sorry, nothing in English today either, I continue the story from yesterday.
If you need a laugh, try running it through Google translate. I truly did not realise that I described Anders' room as: "dark, safe and loose". And this one is precious; "He rode to church through the early twenties in the sparse light of the new day.". Wonder how the drifts of snow gets turned into the early twenties? I sure do. 
On a seriouser note. If you try, notice that mass and fair translates into the same word in Danish. Anders is not visiting a fair in mid-winter, but a mass 😇.

Anders' verden
    Det var den første søndag i advent. Klokken var kvart over ni, og vække uret ringede, Anders daskede arrigt til det og stod op. Der var mørkt, trygt og lunt i hans lille kammer oppe under taget. Der havde han boet til leje de sidste seks år for en billig penge hos en fjern tante, som han ikke så for meget til. Han så ud af tagvinduet og så hvordan sneen væltede ned. En kort stund stod han og stirrede ud over søerne, han så hvordan træerne svajede i blæsten. Så gik han ud på det lillebitte badeværelse og vaskede sig i lunt vand. Hvilken luksus sådan en snevejrsmorgen. Efter at have klædt sig på i sit varmeste tøj, tog han sine cykellygter og sko i hånden og listede stille ned ad køkkentrappen, der var ikke nogen grund til at irritere tanten.
    Udenfor var vejret koldt og blæsende, det var et slemt vejr at cykle ud i, men Anders nød vejrets vildskab. Han cyklede til kirke gennem snemasserne i den nye dags sparsomme lys. Solen stod sent op, og snevejrs skyerne gjorde deres til, at det ikke blev lyst så hurtigt. Snevejret tog af medens han cyklede, men kulden blev ikke mindre. Den kolde frostluft løb som tørt isvand ned over hans bryst og rensede hans hoved for de sidste rester af søvn. Anders var som sædvanligt i god tid. Inde i våbenhuset rystede han frakken for sne, tog hatten af og trådte ind i den stille, endnu lidt dunkle kirke. Han knælede ned på sin sædvanlige plads i højre side af kirken og forberedte sig stille på messen. Pater Augustin kom ind i soutane og tændte lysene på alteret. Lidt senere blev også det elektriske lys tændt. Klokken ringede og pater Augustin og den unge ministrant kom ind. Midt under messen holdt sneen op, og solen kom frem: da ministranten trådte frem for at tilryge menigheden kunne man se røgelsen stå i skyer om ham og langsomt drive ned over bænke raderne.
    "Domine, non sum dignus ... Herre, jeg er ikke værdig..." bad Anders sammen med de andre, og gik så frem til kommunionen. Han knælede, og modtog Herrens legeme af præstens hænder.
    Anders gik stille ned på sin plads igen, hvor han knælede længe efter kommunionen og bad for sine afdøde forældre, sin bror, sine søstre og de venner, der stod ham nær.
    Anders stod stille i kirke døren, blændet af den skarpe sol, og nød at lugte den rene klare luft. Sådan et vejr var røgelse skabt til. Den frost klare, snefyldte luft duftede friskere og renere end ingenting, og den søde, varmt krydrede røgelsesduft var en himmelsk kontrast. Anders følte sig varm og vel tilpas i sin lune vinterfrakke, han nød sneen og kulden, for han vidste at dette var hans sidste danske vinter i lang tid, måske for altid.
    I går havde han været til skrifte hos pater Augustin og nu var han fyldt af lykke og klar til at bryde alle bånd bag sig. Og på onsdag tog han til Marialy på retræte i en eller to måneder, og derefter ville han rejse til Sydtyskland som novice i et kloster der. Efter messen sagde han "Farvel og god søndag" til alle sine venner og pater Augustin, der var hans gamle sogne præst. Kun hans søskende, enkelte af hans venner og præsten vidste, at han rejste.
    Hjemme igen pakkede han sin taske med de ting han fra nu af ejede i denne verden. Tandbørste, skiftetøj, en tysk ordbog, Bibelen og et breviar i fire bind. I lommen havde han sit pas, lidt penge og sin rosenkrans. Han havde betalt for værelset måneden ud og i morgen ville en flyttebil afhente de par papkasser han havde fyldt med ting og sager. De skulle sælges og han ville give pengene til pater Augustin. Han gav altid så meget til dem, der manglede. Hans søskende havde fået det, de havde bedt om, kun et billede af forældrene havde de ikke fået ham til at give fra sig. Siden han som femtenårig var blevet katolik havde han ikke haft så meget med sin familie at gøre. Hans søskende kunne ikke forstå det, og hans forældre var døde i et biluheld, da Anders, der var den yngste af fire søskende, var seksten år.


onsdag den 15. november 2017

Fodspor på ruden 1. kapitel (15. november)

Sorry, nothing in English today. This is the first half chapter of a short story, I began writing a long time ago.


Pauls verden
     Paul vågnede fordi han frøs. Da han i går havde læst vejr­meldingen i avisen på biblioteket, havde han godt nok læst at de lovede sne. Han havde fore­stillet sig noget blidt dryssende og ikke dette her, hvor himmel og jord nærmest stod i ét. Og hvor var det mørkt! Paul troede at klokken kun var otte eller højest halv ni, men da han kiggede på sit ur var klokken lidt over ti. Han rystede sit lange, krøllede hår væk fra øjnene. Hvor så der ud, vinflasker og tekopper i en forvirring, og i nogle af flaskerne var der stoppet stearinlys. Aske­bæg­rene havde han heldigvis sanset at tømme, før han tumlede i seng. Han stod op, rystende af kulde. Han kunne se sin egen ånde i luften; havehusets tynde vægge ydede ikke den store beskyttelse mod kulden. Han hældte petroleum på ovnen; den var efter kulden at dømme løbet tør, lige efter han var faldet i søvn. Han kravlede ned under dynen og følte modløsheden brede sig i ham. Først måtte han rydde op, og lyset var på grund af sne­bygerne så grumset at han sikkert ikke ville kunne male i dag. Bare hans mor ikke kom, hun nød vist ligefrem at komme på uan­meldte besøg og skælde ud på Paul for hans rodede lejlighed og ditto liv. Og på tirsdag skulle han aflevere sin opgave hvis han ikke ville smides ud af skolen. Paul havde fået varme i kroppen igen og faldt i søvn.

Da han vågnede igen et par timer senere, skinnede solen, og lyset var lige som han havde forestillet sig det. Han lod flasker være flasker og greb sit malergrej og løb ud i haven. Der satte han sig på en gammel, frønnet træstub og malede. Det var sådan en smuk, forfalden, gammel have. Husets ejer var en lille, ældre dame - sådan som man forestillede sig en gammeldags bedstemor med knold i nakken, hvidt hår, mørke, lange kjoler, og lysende klare blå øjne. Paul havde allerede flere gange brugt hende som motiv. Til gengæld beskar han træerne og slog græsset om sommeren. Han beskar træerne som han lystede, det var ikke altid hverken fagligt korrekt eller hensigtsmæssigt, men altid smukt.

Paul havde straks forelsket sig både i damen og den gamle have, da han for fire år siden kom til København. Med glæde i hjertet havde han forladt barndommens lille landsby og taget fat på studierne på kunstakademiet med stor entusiasme. Hans far var død ganske kort tid efter; han havde hele sit liv været en jævn bondemand og de sidste år af hans liv var blevet over­skygget af vrede og sorg over knægtens fikse ideer, som han slet ikke forstod. Efter faderens død var hans mor flyttet ind til en søster i Lyngby, hun var bitter på Paul og mente at han var skyld i faderens død. Han havde arvet en hel den penge, og hans medstuderende, der ikke havde hans evner og ærlighed havde vidst at nasse sig ind hos ham. Det var efter­hånden ved at gå op for Paul at verden og menneskene ikke var så jævne og ligefremme som hans naboer i den lille by. Hun kom af og til forbi for at udøse sin galde over Pauls syndige hoved.


tirsdag den 14. november 2017

Åbent køkken -- Open Kitchens (14. november)

     Uglemor har kigget på huse de seneste dage. Næh, ikke fordi vi skal flytte, vi bliver her i Ugleboet, men Uglemor er nysgerrig, og af og til drømmer hun om åbne vidder og plads til husdyr.
     Men næsten alle de huse, Uglemor har kigget på, er blevet diskvalificeret med det samme.
     Der er to ting i vejen med de fleste: Der mangle et badekar (ikke ét ord mere om det) og så er der samtalekøkkener - eller åbne køkkener. Og lige ved siden af står der store, hvide sofaer med puder og tæpper. Ofte er der også kun en bue ind til stuen ved siden af, eller trappen står lige ved siden af køkkenet. Jeg vil have døre! Hvordan kan man dog lave mad i sådan et køkken, hvor al lugten fordeler sig jo i hele huset, sidder i møblerne og hænger i gardinerne. Selv hvis emhætten kører medens man lave mad, så kræver det jo omgående opvask efter endt aftensmåltid. Hvis det er sådan, huse almindeligvis er indrettet, fatter jeg godt at folk synes madlavning er en udfordring og bare  varmer en noget frossent mad eller et par dåser et eller andet i mikroovnen.Selv det at bage et brød eller en kage, som jo dufter skønt, medens det står på, giver en kedelig fugtlig-metallisk lugt efter et stykke tid.
    Uglemor bliver så glad for sit gamle slidte køkken med døre der kan - og skal! - lukkes, med vinduer der kan åbnes, og en emhætte, der faktisk virker.

     Uglemor håber ikke at trampe på nogens tæer, men Skribenten koger grønkål til sig og Hvalrossen, og om onsdagen - når der er en fiskemand inde i byen - steger vi friske fisk. Af og til blancherer Uglemor broccoli og porrer til fryseren, eller koger syltetøj og sylter grøntsager. Alle disse lugtende aktiviteter kan hun slet ikke forestille sig at lave - eller holde ud - i et hus som det på billedet her.
Taget fra EDC-mæglernes hjemmeside
MotherOwl has been looking at houses for sale. No, we're not planning a move! We're staying in the Owlery. But MotherOwl is curious and sometimes dreams of more space, pastures for sheep and horses, and maybe a dog.
But all the houses or almost all of them were put in the circular file after a short glance.
Two things in particular sent them there: bathrooms with no bathtub - not a word more on this! and entertaining kitchens / open kitchens.How on Earth and beyond can people live and cook in a house like that? And next to the kitchen are big white sofas with pillows and blankets. Often there is only an arc dividing the living room from the next, or the staircase is right next to the kitchen. I want doors! How can you cook in a kitchen, where all the smells drift through the house, sneak in the furniture and hang in the curtains. Even if the hood is running, you have to do the dishes immediately after eating. If that is how houses are usually laid out, I suddenly understand why  people find cooking a challenge and just throws a frozen food or a couple of cans in the microwave. Even the smell from baking a bread or a cake turns into a dull, wet-metallic smell after a while.


MotherOwl is suddenly quite fond of her old worn kitchen with doors that can - and should! - be closed, with windows that can be opened, and a hood that actually works.


MotherOwl do not want to step on any toes, but the Writer cooks kale for himself and and the Walrus, and on Wednesdays - when the fishmonger is in town - we are having fresh fish for dinner. Occasionally, MotherOwl blanches broccoli and leek for putting in the fridge, or makes jams and jellies. All of these smelly activities MotherOwl can not imagine doing in a house like the one at the photo.

mandag den 13. november 2017

Verden er stor -- Our big World (13. november)

     Sommetider, når Uglemor føler sig trist og træt. Når verden ligesom er blevet for lille og snæver, hjælper det at huske på at der findes mere af verden, end Uglemor lige kan se. En måde at huske det på, er at se på klokken på min computer.
     For se nu her. Hvad er klokken, og hvilken dag er det?
     Tja, her hos Uglemor er det mandag morgen. Men i USA, hor mange af de bloggere bor, som jeg følger, er det ikke engang blevet mandag endnu. Det er søndag nat, og de ligger og sover eller er på vej i seng. Hos Sue Elvis i Australien har det derimod været mandag længe. På den anden side er det forår på vej mod sommer dér, ræven er et eksotisk dyr på de kanter og der vokser eucalyptustræer med latterfugle i.
     Så indser Uglemor (igen) at verden er stor, ufattelig stor og at der endnu er mange steder, hun ikke har været, og skønne syn hun ikke har set. Uglemor fortæller Ugleungerne om alle sine rejser og om sine spændende, fantastiske og ind i mellem skræmmende oplevelser på fjerne steder. Og så bliver selv det danske vintermørke nemmere at holde ud.


Sometimes when MotherOwl feels tired and closed in by her own four walls and by the ever growing darkness of Danish Autumn-turning-into-winter, it's good to remember that the world is big.
One way to do this is to check put the time. Because what is this ... what time is it?
Well here in the Owlery it's Monday morning. But in US of A, where many of the bloggers live, whose life and deeds MotherOwl's following, it is not yet Monday. It is Sunday night and they're sleeping already or on their way to bed.
At Sue Elvis's place in Australia it has been Monday for long already, but on the other hand their days are growing longer as the Summer approaches. And she looks upon foxes as exotic animals, whereas kookaburras sitting in gum trees are not just words in a song but a normal part of everyday life.
This makes MotherOwl remember that the world is big almost too big to understand. And this makes her long for places yet unvisited and sights unseen.
MotherOwl then tells the Owlets of her journeys to far away places, of the people, strange and wonderful things and wonders - and some not so nice things - she has seen and lived through there. And then even the long, dreary Danish autumn days are not so bad anymore.


søndag den 12. november 2017

Vanilla WoW (12. november)

      Uglemor har en hemmelig - eller måske ikke helt så hemmelig last. Hun spiller World of Warcraft og har gjort det i mange år. Den seneste nyhed er at Blizzard (det firma, der har skabt spillet) vil give mulighed for at man kan spille ligesom i starten. Uglemor glæder sig, og har derfor siddet og følt sig nostalgisk og kigget på billeder.
     Her er mine to spillepersoner fra da de var meget unge. 

MotherOwl has a secret - or maybe not that secret vice. COmputer gaming. She's been playing World of Warcraft for more than 10 years. Now Blizzard has announced that they're going to open some Vanilla servers - the game as it was in the beginning. MotherOwl is overjoyed and looked through her old screenies, reminiscing about the good old days. Here are my two main characters when they were very young.



Bredil Human Paladin at afoul level 10:




Wingilot Elven Hunter at level 22 or thereabout. She is in Southshore, a town that has since been destroyed. I look forward to revisiting it.


lørdag den 11. november 2017

Hverdagens mønstre -- Finding patterns (11. november)

     Mønstre og ternet papir har altid fascineret Uglemor. Nu giver den moderne teknologi mulighed for at lege endnu mere. Gårsdagens QR-kode var en udløber af legen med mønstre. Uglemor var bare for træt til at udvikle fortællingen mere.
     Forleden var Uglemor og Spirillen Henne og besøge Uglemormor. Undervejs skulle vi vente på Gilleleje station. Og der hang et skilt med en QRkode. Det drejer sig helt sikker om jøder og 2. verdenskrig, men det er mønsteret i det, der interesserer Uglemor.
     Nu har Uglemor lavet en mosaik med de mønstre hun har set i verden omkring sig i den forgangne uge. Prøv og gæt, hvor de kommer fra.


Patterns and grid papers were always one of Mother Owl's passions. Yesterday's QR-code was a part of this. MotherOwl was just too tired to do much more than post the picture.
Burt today MotherOwl made a mosaic of all the fascinating pattern she has seen during last weeks outings and shopping.
Last Thursday MotherOwl and Marsupilami visited GrannyOwl. We had to change from train to bus at Gilleleje station. And there We found the star and QRcode plaque hanging on a wall. It most certainly tells a story of Jews and WW II, but it is the pattern what's fascinating to MotherOwl.

Try and guess from where those patterns are taken.


. . . . . . . . . . . ⇗ . .

 . . ⇖ . . . . . . . . . . 

. . . . . . . . . . . ⇒ . .

 . . . . . . ⇔ . . . . . .

. . ⇐ . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . ⇘ . .

. . ⇙ . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . .

🔜


Her er svarene på, hvor mønstrene kommer fra.

Here are the patterns telling where they come from.






fredag den 10. november 2017

QR (10. november)

     Uglemor har aldrig fattet, hvad en QR kode kan, som en web-adresse ikke kan - ud over at se sjov ud. Nu fandt jeg lige en side, hvor man kunne fremstille sin egen. Så her er min. Det kunne være sjovt at strikke eller flette noget med den på.

. o 0 o -

MotherOwl never really got what QR codes can do that a web adress cannot. Other than being more fun to look at. I found a place where you could make your own. Here it is. Now I think of kmnitting or maybe folding it in paper.
QR code is a registered trademark of DENSO WAVE INCORPORATED.

torsdag den 9. november 2017

Flere græskar -- More Pumpkins (9. november)

     Uglemor ville ikke være Uglemor, hvis ikke hun lavede om på opskrifterne. De her ligner dem Lucy fra Attic24 har hæklet ved at ændre på Junes opskrift, men de er lidt anderledes. Uglemor syntes ikke, de blev tykke nok, så hun pillede lidt ved opskriften.
Og ærligt talt, Lucys opskrift bruger britiske termer og Junes de amerikanske. Det blev lidt for broget for arme Uglemor. Så hun skrev opskriften om til eget brug. På dansk, men med britiske hækleudtryk. Senere på aftenen fandt Uglemor en liste over danske strikke-  og hækleudtyk og skrev opskriften om til kun dansk - dog med en oversigt over de danske udtryks britiske ækvivalenter.
Opskriften er nederst på siden (uden engelske termer).

 - o 0 o -

MotherOwl did not find the pattern for pumpkins totally to her liking. As always MotherOwl tweaked and changed the pattern, which Lucy from Attic24 had modified from June's pumpkin. (The mayor difference are that I substituted the 5 htr in row 1 with 2 htr, 1 tr, 2 htr; and in 2nd row the 9 htr is now 2 htr, 5 tr, 2htr; and then the 1st row after the stripe is crocheted through both loops, not only the back loops of the stripe. I think I'm turning the other side outwards) 
And honestly! June's pattern was written using US crocheting terms, Lucy's modifications were in UK terms. Poor MotherOwl almost got dizzy trying to sort through all the double/single/treble or half treble crochets. She re-wrote the pattern, using UK terms, but with the rest in Danish. Later on MotherOwl dug up the proper Danish crocheting terms and wrote the pattern in an all Danish version (with a little note for her own use translating Danish crocheting terms into UK terms).

-  💙 -

Så gik det lidt hurtigere med at hækle græskar. Her er tre stribede græskar, de helt orangefarvede er stadigvæk på arbejde.

- o 0 o -

This speeded up the pumpkin making speed. Here's the three striped ones - the all orange ones are still at work. 


Der var ikke mere orange garn, så det sidste græskar (det forreste) har kun 9 striber. Det ser bare lidt mindre ud.
MotehrOwl ran out of orange coloyred yarn. The pumpkin in front has only 9 stripes. It just looks a bit smaller overall.



Her er opskriften så på dansk:
Græskar
Slå 16 luftmasker op.
Hækl en fastmaske i den 2. m. fra nålen, hækl 2 fastmasker, 2 halvstangmasker, 5 stangmasker, 2 halvstangmasker og 3 fastmasker. I alt 15 masker.

Række 2: Vend med en luftmaske. Hækl kun i den bagerste bue på forrige rækkes masker: 5 fastmasker, 2  halvstangmasker, 1 stangmaske, 2 halvstangmasker, 4 stangmasker. 1 stangmaske, hvor man til sidst ikke trækker garnet igennem de to løkker, men i stedet lader græskarfarven hænge og trækker stribefarven igennem.

Stribe: Vend med en luftmaske og hækl 15 fastmasker i det bagerste af maskerne. Bryd stribegarnet. Man behøver ikke at hæfte ender - de ender inden i græskarret sammen med fyldet.

Række 1: Vend ikke arbejdet, men begynd i samme side igen. Saml græskarfarven op igen ved at finde en lille bule i den farve i den 1. stangmaske af stribefarven. Se billederne nedenunder. Træk græskargarnet igennem, hækl en luftmaske og så 3 fastmasker, 2 halvstangmasker, 5 stangmasker, 2 halvstangmasker og 3 fastmasker i begge løkker af stribens fastmasker.



Gentag række 2, stribe, række 1 og end med den 11. stribe. Efterlad en lang hale i begge farver. Vælg, hvilken side der skal være udad og sy sammen vrang mod vrang gennem opslagsrækken og den afsluttende stribe med stribefarven.
    Træk den græskarfarvede ende igennem alle vende-luftmaskerne i den ene ende af røret - sørg for at alle enderne ender inde i græskarret - træk stramt sammen og hæft ende. Det er bunden af græskarret. fyld græskarret, det må gerne være lidt tungt, så gamle forvaskede uldtrøjer klippet i små stykker er fint. Lad være med at overfylde det.  Sy sammen i toppen også og Hækl en stilk til at sætte over hullet:
Stilk
Find en passende farve og en hæklenål, der passer til. Slå op med magisk løkke 6-8 stangmasker efter tykkelse, træk sammen og hækl fastmasker rundt og rundt til stilke er lang nok - 6-8 omgange synes jeg er passende. hækl i hver fastmaske *1 kædemaske, 3 luftmasker, 1 kædemaske*. Luk af med en lang hale og sy stilken fast til græskarret i de midterste luftmasker.

onsdag den 8. november 2017

Hæklede svampe -- Crocheted Mushrooms (8. november)

     Nu har Uglemor tabt tålmodigheden. Hvor mange timer har hun spildt på at finde et ordentlig hæklemønster til svampe? De allerfleste links leder til Pinterest eller Etsy. Og opskrifterne er alligevel ikke flotte nok til at jeg gider betale for dem. Så nu laver jeg da bare min egen opskrift.
     Først hæklede Uglemor to helt almindelige svampe. En fantasi-slørhat og en Spanskgrøn bredblad. Men Uglemor var ikke helt tilfreds.  Det, der er problemet er lameller. Hvordan hækler man lige dem?
A webcap from MotherOwl's imagination and a Verdigris agaric. My first tries on mushrooms.


 - o 0 o -
 MotherOwl is crocheting mushrooms. This is a how to on mushrooms with gills. If somebody wants the pattern in UK-English terms  I'll translate it. All photos are tesked in English.
 - o 0 o -


Opskrift på en svamp med lameller og ring på stokken - måske en slags fluesvamp. 
 Man skal bruge:
  • En hæklenål.
  • Garn i to svampefarver (jeg har brugt kitfarvet til stokken og nistret hvidt til hatten).
  • En synål.
  • Noget fyld (gamle trøjer, klippet i stykker, vat, garn, uld ...).

Man starter i bunden af stokken.
Lav en magisk løkke og slå 6 fastmasker op. Hækl 2 fastmasker i hver maske gennem begge løkker = 12 masker. Fortsæt rundt med fastmasker til stokken måler ca 5 cm.
Hækl nu en ring ved at hækle to masker i hver af de yderste løkker en blanding af stangmasker, halvstangmasker, fastmasker og en enkel luftmaske her og der. Det skal bølge lidt. Slut med en kædemaske og hækl videre nu i de inderste løkker, fortsæt med fastmasker endnu 4 cm.
Så kommer undersiden af hatten med lameller: Slå 8 luftmasker op, begynd i den 6. maske fra stokken og hækl 2 stangmasker, 2 halvstangmasker 2 fastmasker og fæstn med en kædemaske i den næste maske på stokken, Hækl nu i den bagerste løkke  - sådan at de løkker, der ikke hækles i danner "lameller" 2 fastmasker, 2 halvstangmasker, to stangmasker. vend med 2 luftmasker og hækl tilbage til stokken igen med 2 stangmasker, 2 halvstangmasker 2 fastmasker og fæstn med en kædemaske i den næste maske på stokken. Fortsæt til der ikke er flere "tomme" fastmasker på stokken og hækl så bunden sammen fra oversiden ved at stikke først igennem den bagerste løkke på sidste række, og så igennem den tilsvarende maske på opslagsrækken og træk igennem løkken (vel en slags kædemasker). Det bliver ikke pænt på oversiden, men det er jo indeni, og det bliver helt usynligt på lamelsiden.


Her er en lille serie billeder af hvad jeg gjorde: 

De færdige lameller og stok med ring.
Gills and stem with ring.

Sidste lamelrække færdig.
Jeg skal til at fæstne i den sidste ledige maske på stokken.
Almost done with the gills. Only lacking the last slip stitch.

Samlingen set fra oversiden af lamellerne - den grimme side, der bliver skjult af hatten.
Closing the gills. Not so nice at the inside, but invisible where it counts.
       Stop stokken med fyld og saml en masse stangmasker op langs kanten i lamellernes farve og hækl hatten herfra med usynlige indtagninger fra anden omgang. Sådan her: en stangmaske i 1. stangmaske. stik igennem yderste løkke af 2. og 3. stangmaske, træk tråden igennem begge løkker, slå om og træk igennem begge løkkerne på nålen. gentag til der er 8 masker på en omgang. Bryd garnet, stop hatten med fyld, og sy igennem alle løkkerne og træk sammen. Hæft ende.
     Sådan prøvede jeg først, det så godt ud, men jeg løb tør for garn, da jeg groft havde undervurderet garnforbruget. I anden omgang ville jeg prøve at starte fra midten - opskrift længere nede.

Begyndelsen til oversiden af min svamp (2. forsøg). Bemærk den lille cirkel rundt om midten.
The top of the cap begun.
I make a magic loop and crochet the first time only in the back loops, this makes the middle stand out.
I promse a photo or tow of the finished mushroom, once it's done.
Opskrift til oversiden af hatten:
 Jeg starter med magisk løkke, 6 stangmasker, 2 stangmasker kun i den bagerste løkke af hver stangmaske for at fremhæve midten (så er der 12 masker). Derefter hækler jeg bare rundt og rundt, skiftevis 1 og 2 stangmasker i hver maske til hatten er stor nok. Derefter vil jeg hækle mindst en omgang rundt uden at tage ud og så sy eller hækle hatten fast til lamellerne.  Billede kommer, når den er færdig.

tirsdag den 7. november 2017

En chance til -- A Second Chance (7. november)

     Egentlig havde Uglemor skrevet et indlæg i går og bedt det om at udgive sig selv her til morgen. Ganske kort før dette tidspunkt kastede Uglemor sig over tastaturet og råbte: "Stop pressen!".
     Da vi vågnede i morges, så verden nemlig sådan her ud:

- o 0 o -

MotherOwl had written a blog post already yesterday and set it to auto-post early this morning. Shortly before the time, MotherOwl yelled: "Stop the Press!" and threw herself at the keyboard. As we awoke this morning, the world looked like this:
Spirliien ser ud over engen  --  Marsupilami looking at the frosty meadow


     Vi gik og snakkede hyggeligt på vej til bussen, da Piraten pludselig spurgte: "Hvad er det for et dyr dernede på engen?" Spirillen spurgte: "Hvilket dyr?" Hans briller lå som sædvanligt trygt i hans lommere ;)
     Uglemor havde en mistanke, men da hun jo havde kameraet fremme for at tage billeder af den frostkolde morgen, tog hun et billede af dyret. Og hun havde faktisk ret i sin mistanke.

- o 0 o -

As MotherOwl accompanied the Owlets to the bus stop and were quietly blabbering along, The Pirate asked "What's the animal on the meadow?" Marsupilami asked: "What animal?" His glasses were in his pocketses as usual.
MotherOwl had a suspicion, but as she had brought the camera along to document the frosty morning, she quickly snapped a photo. And yes, she was right.

Mikkel Ræv på vej over engen -- Br'er Fox walking the meadow
 
     Vi kommer vidt omkring på vores morgenlige vandreture til bussen, brygning af mjød, svampe løbeænder versus høns, månefaser, og i dag sultne ræve er blot nogle af emnerne fra den forgangne uge. I morgen vil jeg nok fortælle Ugleungerne el lille moralsk historie om en ny chance. I går havde Uglemor nemlig så travlt med at fotografere månen, der stod klart på himlen, at hun ikke nåede af fotografere de japanske lygter, Skribenten havde bedt om et billede af, før det gyldne solopgangslys var falmet. I dag, da Uglemor vendte hjem med hovedet og kameraet fuldt af ræv, skinnede morgensolen endnu smukkere på de japanske lygter. Uglemor snuppede hurtigt - og med fare for liv og lemmer på den morgentravle vej - nogle billeder af lygterne. Og søreme. Der var et helt perfekt imellem.

- o 0 o -

MotherOwl and the Owlets have some interesting conversations on their way to the bus stop. The last few days we've been discussing the brewing of mead, phases of the moon, mushrooms, Indian runner ducks contra hens, and today foxes. Tomorrow MotherOwl is probably going to tell the Owlets a small tale of the second chance. Yesterday as the Writer waved goodbye, he remarked how gorgeous our neighbours' Japanese lanterns were looking in the golden morning Sun. MotherOwl promised him photos of them, but alas, MotherOwl was too busy photographing the Moon. The golden morning sun was no longer caressing the Japanese lanterns as she finally returned home. But today, as MotherOwl returned with head and camera filled with fox, the lanterns were  maybe even brighter. Placing herself in mortal danger from the aggressive morning traffic, MotherOwl snapped some photos of the lanterns. And The Writer deemed this one to be perfect.


mandag den 6. november 2017

Leonhardifahrt (6. november)

     For mange, mange, mange år siden var Uglemor ung og læste til lærer. Hun læste tysk og fransk, og derfor tilbragte hun næsten en måned på sprogkursus i Grafing bei München. Søndag den 26. oktober det år var der som hvert år Leonhardifahrt rundt i byen for at fejre den hellige Leonhard af Limoges, hvis festdag det er i dag.
     Efter messen var der fest. Mange af byens indbyggere har slået sig sammen i vognlaug og kørte i smukt pyntede hestetrukne vogne og klædt i bayriske dragter.  Resten af byens indbyggere var også smukt klædt i Dirndl og Lederhosen og så var der os sprogkursister der stod og kiggede på. Tre gange kørte hestevognene rundt om sankt Leonhards kirke. Så kom præsten ud sammen med to ministranter med en også smukt pyntet beholder med vievand og en kost til at stænke med. Så velsignede han først hver enkelt hestevogn med mandskab og til sidst alle dem, der bare stod og så på.
     Vi var tre lidt ældre kursister der holdt sammen, og vi havde stået sammen med en ældre dame i en smuk, blåternet Dirndl. Hun havde fortalt os lidt om de forskellige vogne - og meget om den, hendes børnebørn kørte i. Til sidst sagde hun: "Heute habt ihr drei aber Glück gehabt ..." Vi så naturligvis lettere forbløffede ud, så fortsatte hun "... denn ich bin Frau Glück!" Vi tog smilende afsked med den muntre fru Glück, der også ved en anden lejlighed lærte os at koge ægte sydtyske Knödel.

Frimærke fra 2005,. Og heller ikke fra Uglemors by.
Stamp from 2005. And not from MotherOwl's city

Many, many , many years ago MotherOwl was young and studied to become a teacher. She studied German and French, and for 4 weeks she joined a school of Languages in Grafing bei München in Germany. There we had the pleasure of celebrating Saint Leonhard of Limoges. His day is today, but in Bavaria he is celebrated the last Sunday of October.
In the city of Grafing and the surrounding area people are forming guilds working on their horse drawn carriages all year round. and on the last Sunday of October they all show up at mass dressed in Dirndl and Lederhosen, the horses are tackled and barded in blue and white , the national colours of Bavaria. After mass the guilds drive their carriages three times around the church and are blessed by the priest. Afterwards the priest blesses all the spectators, the local people also dressed in their finest and then us, German students.
We were 3 a bit elder than average students, who normally stuck together, this Sunday as well. And a nice elderly lady dressed in a blue chequered Dirndl told us a bit about the carriages, and a lot about the carriage driven by her grandchildren, some days ago she had told us how to cook real German Knödel, and we knew her a bit, as she was the neighbour of one of us.
As we said our goodbyes she told us: ""Heute habt ihr drei aber Glück gehabt ..." We looked a bit bewildered until she continued; "... denn ich bin Frau Glück!".